Legeområde

Fra Valdemar Sejrs jordebog fra 1231 ved vi, at der fandtes et “hus” på Gavnø. Det har sandsynligvis ligget, hvor Dronning Margrethe I senere byggede nonneklosteret, da hun overtog øen i 1398. Der er næppe tvivl om, at det hus, der omtales, var en befæstet borg, og at borgherren har været en driftig sørøver, der har jagtet venderne og andre søfarende i eller uden for fjorden. En af disse borgherrer har været hr. Reyonson, som sad som høvding på Gavnø indtil sin død i 1326.

Fra historien ved vi, at venderne foretog plyndringstogter mod de sydsjællandske kyster. Dybsø Fjord har været et oplagt emne til den slags togter. Ved Carls gab har de haft mulighed for dobbelt strandhugst, da de har kunnet plyndre både ved Barsø (det nordvestlige hjørne af Vejlø) og på Gavnø.

Sagnet fortæller, at hr. Carl var kaptajnen på disse togter. Han holdt udkik fra sin post på Barsø. Når et skib sejlede ind i fjorden, signalerede han til høvdingen på Basnæs og på Gavnø, og så begyndte jagten.

Den fantasifulde historie skildrer meget godt den lovløshed, der herskede i denne del af landet på den tid. Da Dronning Margrethe I havde oprettet nonneklosteret på Gavnø, søgte hun imidlertid at stoppe disse vilde “søhaner” ved at erklære dem fredløse. Men høvdingen på Carls gab, som ifølge sagnet var den grummeste af sørøverne, lod sig ikke skræmme. Han gik til angreb på nonneklosteret, hvor han overfaldt de værgeløse nonner. Det skete dog ikke ustraffet, for julenat, fortælles det, sank “Røverborgen” i havet sammen med alle borgens ugudelige beboere. Hvor borgen forsvandt, findes ifølge sagnet et bundløst hul.

Røverhistorien slutter med, at to unge karle en gang ville prøve, om hullet virkelig var bundløst. De bandt et plovjern fast i et langt reb og firede det ned i dybet i forventning om at nå bunden. Men da der ikke var mere reb tilbage, og de stadig ikke havde nået bunden, måtte de trække rebet op igen, og stor var deres forfærdelse, da der på plovjernet sad et dødningehoved. Karlene skyndte sig i land og kom ikke mere i nærheden af det bundløse hul – de havde fået syn for sagn.